Tidligt i middelalderen dannedes et fast skema til fremstilling af den Store Dom. Et eksempel på en sådan fra slutningen af 1400-tallet ses her: Kristus sidder i regnbuen. Fra hans ansigts venstre side udgår dommens sværd, fra hans højre håbets lilje. På sin venstre side har han Johannes Døber, som råber på retfærdighed; og rundt omkring ham står døde op af deres grave, og nogle domme synes allerede at være afsagt. Til højre står jomfra Maria, som siger:"se det bryst, som du diede". Altså: husk, du har selv været spæd og afhængig af andres tålmod og godhed.

- Et umiddelbart tiltalende billede, men trosbekendelsen siger noget andet!

". . . siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme, levende og døde".

Ordene er taget fra dåbs-bekendelses 2. led om vor tro til Jesus; så de er velkendte. For nogen tid siden har der, i anledning af Grosbøll-sagen, været megen opmærksomhed om trosbekendelsen - og en del kritik: den skulle være både uklar og utidssvarende. Jeg deler nu ikke den opfattelse. For mig at se er bekendelsen gennemtænkt kristentro med mange århundreders vægt, som det vil kræve lange forklaringer at formulere anderledes.

- Lad sætningen i overskriften være vort eksempel - og indrømmet med det samme: det er en utidssvarende formulering; ikke så underligt, dannet som den er helt tilbage omk. år150. For ingen er vel i tvivl om, at billedet er hentet fra oldtidens hof-ceremoniel. Naturligvis er det ikke meningen, at vi bogstaveligt skal se Gud og Jesus for os som to høje dommere; men det må forstås som en kortfattet tros-sætning, der med sine få ord udsiger, hvem der bestemmer og hvorledes. Vi siger ikke: ". . . siddende ved Gud Faders side", som om der kun var tale om en - selvfølgelig - højst ærefuld placering; men udtrykkeligt højre hånd, og bestemmer dermed det indbyrdes forhold mellem de to personer.

Ordet højre betyder bedre, - og da det er den ene af to muligheder, betyder højre hånd den bedste hånd. Det er en vending, som stammer fra en tid, da man kunne komme ud for at skulle forsvare sig med våben i hånd; og hvad der kommer fra højre, kan man, da det er den bedste hånd, forventeligt selv klare. Det er langt vanskeligere at gardere sig til venstre. Hvad gør man så - her anbringer man sin ven! Ordet venstre stammer fra det ældgamle, indo-europæiske grundsprog, sanskrit, og kommer af ordet van; formen venstre er anden grad af van og betyder den venligere eller den venligste, og det er jo ens ven! den, man kan stole på.

Vor trosbekendelse siger hermed, at Gud selv har veget pladsen; han er nu alene beskytter for Jesus Kristus, der herefter skal være dommer i Guds sted! -

Hvorfor er det nødvendigt at fastslå dette? - Selvfølgelig fordi, der er så mange, der gerne vil være med til at afsige dommene. Utallige har i tidens løb forsøgt at trænge sig ind ved Jesu "side" for at være meddommer - og hånden på hjertet - vi kunne såmænd også selv tænke os at få et ord med at sige. Men nu er det altså Kristus, der bestemmer, og ham alene. Hvornår det vil ske og hvorledes, det véd vi ikke, men vi kan have det håb, at hans domme vil blive helt anderledes, end vi kan forestille os, eller forvente - og efter, hvad vi véd fra beretninger om Jesus, ser det ud til at kunne blive til vores fordel!